Psykologisk horror-novelle af Nicoline Kjærsgaard Møller Skrevet år 2019
Jeg betragtede pigen i spejlet, mens jeg med en mekanisk bevægelse løftede hånden op til munden, lagde pillen på tungen. Nakken bagover. Insanotren, den nyeste lykkepille på markedet. I aften var det pille nummer hundred og fjorten. ’Én pille hver dag lige før sengetid’. Det var den anvisning, min psykiater gav for nu snart fire måneder siden. Jeg sank tungt uden at skylle ned med vand. Fuck vand. Der var ikke den pille, som jeg ikke havde prøvet. De cirkelformede og de aflange. Dem med glat overflade og dem med ru. Dem der fyldte hele munden, og dem der var så små, at man ikke nåede at ænse dem. Alligevel skilte den her pille sig helt ud fra de andre, skulle det vise sig. ”Hvorfor glor du altid sådan på mig?” hylede jeg spyttende ind i spejlet. Jeg knyttede næven og lod den opgivende dunke ned på håndvasken. Næven ramte tungt på det fugtige, hvide porcelæn. ”Så sig dog noget!” Ingen reaktion.
Engang var det mit eget spejlbillede, jeg så, hver gang jeg kiggede ind i et spejl. Mit og Lucys. Min tvillingesøster. Det havde været mit eget ansigt, min egen mimik, mine egne følelser og handlinger. Tiden før Insanotren, før Kari. Jeg ville næsten ønske, at jeg kunne være tolv år igen. Skide ulykkelig, pisseangst og fuld af skyld. Men ikke desto mindre ville spejlbilledet være mit eget.
En enkelt dråbe dryppede fra vandhanen og forenede sig med en lille pyt i vasken. Pigen i spejlet lagde undrende hovedet på skrå og blinkede med sine store, unaturligt udtryksfulde tudseøjne. Hun lignede den karikaturtegning af mig, som jeg fik lavet på en ferie i Spanien, da jeg var ti. Derfor kalder jeg hende Kari. Karikatur. Hun er ikke min ven, og jeg vil bare have hende til at forsvinde. For altid. Jeg vil se mig selv igen. Jeg vil være mig.
*
I dag er det snart fire år siden. Det var som enhver anden sommer, vi havde oplevet. Siden vi var seks havde vores forældre hver sommer slæbt os med til Sverige på en uges kanotur med afgang fra Bengtfors. Dengang elskede vores forældre udelivet og naturoplevelser. Og hinanden. De insisterede på, at det også var sundt for os piger. ’Gode værdier’ og ’at lære respekt for naturen’ og hvad åndssvage voksne ellers siger til deres børn. Selvom at Lucy og jeg brokkede os højlydt på færgen hele vejen over Kattegat, kunne vi i virkeligheden også godt lide det. Vi var allerede begyndt at opføre os som to trodsige teenagere, selvom at vi kun var tolv år gamle. Måske var det en tvillingeting – dét dér med at piske en stemning op sammen.
Vores forældre bestemte, at vi skulle slå lejr på en større ø, hvor der tilfældigvis også var et andet par. Svenskere og lidt ældre end mor og far. Jeg kan stadig huske, hvor lykkelige de så ud, da de sent om aftenen sad i deres klapstole omkring bålet. Far skålede med manden, der hed Kalle. De havde fundet en lille flaske Fernet Branca frem, som blev tømt, mens de delte vittigheder og røverhistorier. Mor og Kalles kone, Gösta, grinede bare af mændenes fjollede, skabsungdommelige opførsel og blev i sjov enige om, at de nok begge burde lade sig fraskille.
*
Jeg gloede åndsfraværende på landskabsmaleriet bag min psykiater. Så lige igennem ham. Lænede mig godt tilbage i lænestolen. Mor sad helt ude på kanten i en tilsvarende stol. Psykiateren i en topersonerssofa over for mig.
”Hannah, du er snart seksten år gammel. Det kan ikke blive ved sådan her. Nu må du simpelthen også prøve at få det bedre,” skændede mor med den irriterende, bævende ’mor giver snart op’-stemme. Psykiateren havde anbefalet indlæggelse på Børnepsykiatrisk Center, men det ville mor slet ikke høre tale om.
Jeg havde engang overhørt en telefonsamtale mellem hende og far. Mor havde grædt. Selvom at far for længst var flyttet ud af huset, snakkede de stadig jævnligt sammen over telefonen. Mor hulkede ind i røret, at hun nægtede at ’fejle som mor’. Måske var det derfor, hun var så stædig og insisterede på at holde mig hjemme, hvor hun kunne holde øje med mig.
”Kan du ikke bare forstå, at det ikke er din skyld?” fortsatte mor til mig.
Min psykiater lagde beroligende hånden oven på mors og så på hende.
”Situationen er kompleks, og den psykiske ballast, som Hannah lider under, vil med største sandsynlighed følge hende resten af livet,” afbrød psykiateren mor, inden hun kunne nå at sige mere. ”Der er tale om et psykisk traume, og vi må lade Hannah føle og agere, som hun gør. Han gav et lille nik og kiggede med milde øjne i retning af mig.
’Bravo! Giv manden en klapsalve’, tænkte jeg. Men mors blik sagde alt; hun ville ikke lade mig indlægge.
Modvilligt fandt psykiateren Insanotren frem. ’Wauw, så er der faktisk en pille, som jeg ikke har prøvet før,’ tænkte jeg sarkastisk. På det tidspunkt havde jeg stadig ikke den fjerneste idé om, at Insanotren ville blive den pille, der kom til at vende rundt på alt i mit liv. Og i mit hoved.
”Det her er en ny type lykkepille, stadig på teststadiet,” begyndte psykiateren usikkert. ”Der er lavet forsøg på dyr, men producenten er kun lige begyndt på mennesker.”
”Jaså?”, sagde mor nysgerrigt. Hun trak hånden til sig og hvilede kinden på den. Hun var klar til at åbne døren for enhver mulighed.
”Jah, blandt andet forsøg med vanrøgtede og aggressive internathunde. Ifølge rapporterne skulle resultaterne have været enestående. En radikal ændring af hundenes adfærd.”
Mor så afventende på min psykiater.
”Men jeg beder jer overveje det grundigt. Producenten søger testpersoner. Og da pillerne kun i ringe omfang er afprøvet på mennesker, har man meget begrænset viden om bivirkningerne. Om der er nogen, og hvad de i så fald vil være.”
Derefter ævlede mor og psykiateren frem og tilbage. Psykiateren gav et længere foredrag fyldt med lægefaglige termer, som jeg ikke forstod ret mange ord af. Noget om mængden af serotonin i hjernen, mindreåriges øgede modtagelighed, indskrumpning af hippocampus…
Mor takkede straks ja til tilbuddet. Psykiateren prøvede at overtale os til at gå hjem og tænke over det, men min desperate mor insisterede og underskrev ansøgningen. Tilskyndede mig at gøre det samme. Tsk, som om jeg havde et valg. Jeg var egentligt bare ret ligeglad. Jeg havde efterhånden prøvet det hele. Hvad forskel kunne den her lillafarvede pispille gøre?
*
Vi padlede rutineret gennem det klare, rene vand på Östra Silen. Bare Lucy og jeg. Mor, far, Kalle og Gösta slappede af i lejren. Mændene havde været på fisketur klokken fem om morgenen, så de var godt trætte og hvilede i solen langs øens jordede strandbred, mens kvinderne gik i gang med at tilberede de nyfangede fisk til frokosten. Hvorfor er voksne altid så mærkelige? Lucy og jeg var nærmest lige vågnet. Vi havde uden tøven fra vores forældre fået lov at sejle ud på egen hånd. Vi havde gjort det så mange gange før. Vi kendte floderne og søerne fra de mange tidligere ferier, og vi var begge glimrende svømmere og havde også redningsveste på. De havde intet at være bekymrede for. Lucy havde endda engang vundet en medalje til et svømmestævne. Hun var bedre end mig.
Vi var kommet et godt stykke ud på vandet, da jeg valgte at læne mig tilbage med hænderne under nakken. Kiggede direkte op i den bagende svenske sensommersol med et ben på hver side af kanoen, så tæerne blev kølet af i det svalende vand. Denne del af floden var bred nok til at være en sø.
”Hey,” sagde Lucy. ”Du skal hjælpe til, din idiot!” Hun kiggede bagud mens hun plaskede sin paddel i vandet og sendte en kaskade af vand henover mig. Jeg satte mig forskrækket op og sendte hende et fornærmet blik. Alligevel gik der ikke mange sekunder, før vi begge var ved at dø af grin. Når jeg kiggede på Lucy, var det som at se på mig selv. Et drillende, solbrunt ungpigeansigt med fregner. Jeg sendte en vandkaskade retur. Og sådan fortsatte vi. Vi tumlede rundt i kanoen, fik den til at vippe og til sidst faldt vi begge i vandet.
Jeg spyttede en ordentlig mængde flodvand ud af munden og hostede. Lucy det samme. Hostede og grinede. Vestene fik os til at flyde ovenpå. Lucy pegede på to tykke tudser, der lidt længere fremme i en søgræsfyldt del af floden tittede deres brede, smilende hoveder op af vandet med myggene dansende omkring dem. De runde øjne stirrede på os.
”Se,” sagde hun, ”de ligner os!” Og så grinede vi endnu mere.
*
Allerede efter femte eller sjette pille opstod de første ændringer i mit spejlbillede. I begyndelsen var de minimale og uden signifikant betydning. Mine øjenlåg var blevet sådan lidt … slappe og trætte. Mørke, dybe rander under øjnene. Men jeg lignede jo alligevel altid lort. Jeg lagde derfor ikke noget i det. Måske jeg bare var lidt ekstra nede i dag. Det skulle ikke være første gang, jeg havde forestillet mig ting.
*
Jeg og Lucy fortsatte med at tosse rundt i vandet noget tid endnu, inden vi besluttede os for at kravle op i kanoen igen og sejle ind til bredden på den nærmeste ø. Øen tårnede sig stejlt opad og endte ud i et stort klippefremspring. Vi kiggede på hinanden uden at sige noget. Sådan var det at have en tvilling. Vi vidste, hvad hinanden tænkte. To uskyldige, frygtløse tolvårige piger på eventyr i det svenske vildnis. Vi efterlod vestene i kanoen. Vi nåede toppen af klippen og sad med benene ude over kanten. Betragtede landskabet. Man kunne se vidt omkring. Klemte man øjnene sammen, kunne man sågar lige ane lejren med teltene gemt mellem fyrretræerne på naboøen. De voksne trissede rundt som bittesmå myrer.
Lucy lagde armen rundt om mig, og jeg tiltede hovedet ned på hendes skulder. ”Gid vi kunne blive her for altid, Hannah. Aldrig mere gå i skole. Være væk fra irriterende og pinlige forældre. Bare være her og være dig og mig,” sagde hun. Hun gav min skulder et klem. ”Du er min bedste ven, Hannah.”
Da det sentimentale øjeblik blev lidt for meget for mig, prikkede jeg Lucy hårdt i siden. ”Den der kommer sidst i vandet, er en stor, fed, klam tudse!” Jeg rejste mig adræt, tog et kort tilløb, satte af fra klippekanten og sprang. Armene rundt om benene og knæene under hagen. Fór gennem luften og ramte vandet med et hårdt plask.
”Du er ikke rigtig klog! Det svarer til at springe fra ti-meter-vippen,” råbte Lucy oppe fra klippefremspringet, mens hun rystede på hovedet af min sindssyge opførsel.
”Bare vildere!” istemte jeg, ”Kom nu, din tudsetøs!” Lyden af min latter gav genlyd ud over det åbne vand. Jeg tror aldrig, at jeg har følt mig så lykkelig før. Uden behov for ret meget overtalelse gik Lucy et par skridt bagud, så jeg ikke længere kunne se hende. Så sprang hun. Med hovedet først. Jeg kan huske, at jeg syntes, hun lignede en professionel udspringer.
Jeg følte pludselig, at tiden gik ufatteligt langsomt. Lucy faldt som i slowmotion gennem luften. Til sidst gik tiden i stå, og mindebilledet frøs fast i min hukommelse.
*
Dagen efter lykkepille nummer sytten blev et vendepunkt.
Jeg havde sovet elendigt, og søvndrukkent fandt jeg ud til badeværelset, hvor jeg ville tage et varmt skumbad i badekarret. Jeg tændte for vandet og mærkede efter med en finger, indtil strålen havde den perfekte temperatur. Satte proppen i og lod karret fylde op helt til kanten. Det varme vand fik musklerne i min ømme nakke til at slappe mere af. Jeg lukkede øjnene.
Pludselig strejfede noget blødt og slimet min ankel under vandet. Jeg satte mig brat op.
Ingenting.
Med et par dybe vejrtrækninger fik jeg styr på pulsen igen. ’Ind igennem næsen, ud igennem munden’, tænkte jeg. Min hjerne måtte have spillet mig et puds. Da jeg var faldet ned, gled jeg langsomt ned under vandet og lukkede atter øjnene...
Der var den igen! Den samme følelse. Jeg farede sammen og trak benene til mig. Noget bevægede sig under skummet. Jeg turde ikke bevæge mig. Hvad det end var, så…
Skummet forsvandt, og to fede, lilla tudseansigter kom til syne. Inden jeg kunne nå at skrige, kunne jeg mærke otte forvoksede tudsefingre trække mig ned under vandet. Verden omkring mig forandrede sig. Jeg var ikke længere i badekarret, men på vej mod bunden af… en sø? Søgræs viklede sig rundt om mine arme og ben, og jeg kæmpede for at frigøre mig. Planterne holdt mig nede som lænker. Det var umuligt at komme fri. Gennem mørket kunne jeg ane øjne. Tusindvis af bittesmå, udstående øjne. Med ét fór alle tudserne imod mig. Jeg mærkede, hvordan luften i mine lunger var ved at slippe op, og jeg kæmpede endnu hårdere for at komme fri. Tudserne nåede frem til mig, svømmede rundt om mig i en omsluttende stime. En enkelt tudse brød ud af stimen og svømmede helt hen foran mit ansigt. Dens blik veg ikke fra mit på noget tidspunkt. Magtesløs kunne jeg ikke gøre andet end at se til, mens den pressede sig vej ind i min mund. Resten af stimen af tudser svømmede hurtigere og hurtigere rundt om mig, og én efter én begyndte de at følge trop. Tvang sig adgang ind i mig. Jeg kunne ikke få vejret…
… Jeg kom op til overfladen, og stirrede ind i de hvide og sorte fliser, der dannede et skakternet mønster omkring badekarret.
”Hannah-skat? Er du okay?” råbte mor inde fra stuen. Hun var allerede på vej op af sofaen, kunne jeg høre.
”Ja,” råbte jeg tøvende tilbage. Det havde været så virkeligt.
Gulvet var sølet til af vand. Spejlet over håndvasken var dugget til. Jeg kom forsigtigt op at stå, stadig forbløffet over den drøm, jeg måtte have haft. Mor tog i dørhåndtaget. Jeg gik hen mod håndvasken for at se mig i spejlet.
”Mor lad nu bare være, jeg har ikke har ikke noget tøj på…” begyndte jeg, mens jeg brugte armen til at fjerne duggen på spejlet.
Synet, der mødte mig i spejlet, fik mig til at stivne af skræk. Mine øjne var fuldstændigt blottede, udstående og ved at falde ud af hulerne. Der var intet menneskeligt over dem. Jeg skreg, som jeg aldrig har skreget før. Faldt sammen på gulvet.
Mor bragede ind gennem døren. Hun omfavnede mig, ligeglad med at hendes tøj blev vådt. Mor kiggede uforstående og indtrængende i mine øjne, mens hun fastholdt mine underarme for at dæmpe mit anfald.
”Schhhh…” trøstede mor.
”Mor, mine øjne, de er … de er ikke mine. De er…”
”Hannah, min skat. Hvad snakker du om? Der er jo ingenting galt med dine øjne,” sagde mor med en bekymret rynke i panden. Det var sådan, at det gik op for mig, at det kun er mig, der kan se Kari. Og at det ikke er mig selv, jeg ser, når jeg kigger i et spejl. Det er Kari, jeg ser.
*
Efter episoden havde mor selvfølgelig kontaktet psykiateren, og han fik mig sendt ind til en akut neuroscanning på Psykologisk Institut. Da testresultaterne kom, forklarede han mest henvendt til mor: ”Der er sporet en øget aktivitet i Hannahs hippocampus. Normalt ser man ofte på depressionspatienter, at hippocampus skrumper og dermed bliver dårligere til at regulere stress. Men det ser ud som om, at Hannahs, tja… vokser. Det er endnu for tidligt at sige, hvilken betydning det har, men som udgangspunkt er det et godt tegn. Der kan måske bare være tale om lidt opstartsvanskeligheder. Vi holder os til samme dosis, og så tager vi et kontroltjek igen om et par uger. I er selvfølgelig velkomne til at tage kontakt, hvis…”
Jeg hørte ikke længere efter, hvad han sagde, og missede resten.
*
Lucy kom ikke op til overfladen. Vandet fik et strejf af rødt.
”Lucy?” prøvede jeg forsigtigt, mens jeg rytmisk bevægede arme og ben for at holde mig oven vande.
Ingen reaktion.
Min nervøsitet bredte sig.
”Lucy? Sig noget. Lucy?! LUCY!”
Jeg tog en dyb indånding og dykkede ned under vandet. Jeg åbnede øjnene, selvom at vandet sved. Og dér var hun. Min søsters slappe krop vendte ryggen til mig, og hendes hår stod ud fra hende som flammerne fra bålet i går aftes. Først nu så jeg den undersøiske klippe, som Lucy havde ramt. Lucy sank langsomt ned gennem vandet. Jeg svømmede over til hende så hurtigt jeg kunne. Fik hende vendt rundt.
Lucys kranie var blottet og knust. Det ene øje mast ind i knogle og hjernemasse. Kæben brækket. Jeg skreg lydløst gennem vandet.
Mere husker jeg ikke fra den sommer for snart fire år siden.
*
”Kari, du bliver nødt til at fortælle mig, hvad det er, du vil med mig,” bad jeg. Kari vendte hovedet ligefrem igen og stirrede blindt ud i luften. De læbeløse mundvige var helt nedadvendte og fik hende til at se overdrevet lillepigetrist ud. Hun missede ynkeligt med øjnene. Det så fjollet ud, lidt som en plat tegnefilmsfigur. Jeg ønskede bare, at hun ville forsvinde. Og lade mig være i fred. Og give mig mit spejlbillede tilbage. Gennem de sidste mange uger havde hun hjemsøgt mig, hver gang mit ansigt optrådte i en spejling.
Jeg løftede knytnæven op fra håndvasken og opdagede først nu, at jeg havde ramt en edderkop. Det gibbede i den, og den prøvede at trække sig af sted henover den glatte porcelænsflade på de ben, der ikke var knust. Karis hoved vendte ligefrem, men hendes blik rykkede stift i retning af edderkoppen.
”Ha.”
Ikke meget mere end et grynt. Jeg stirrede forbløffet. Det var første gang, jeg hørte en lyd fra Kari.
”Hv… hvad siger du?” spurgte jeg med både frygt og overraskelse i stemmen.
”Ha. Ha. Ha,” fortsatte hun med antydningen af et smil.
Jeg reagerede instinktivt og fik hurtigt fat i edderkoppen, før den nåede at slippe væk. Fjernede ikke blikket fra Kari. Mens jeg holdt edderkoppen fast mellem tommel- og pegefinger, greb jeg om dens ene ben med fingrene på den anden hånd. Trak til. Lydstyrken på Karis monotone latter øgedes, og smilet blev bredere.
”HA. HA. HA.”
Latteren lød som fars gamle Toyota, når den ikke kunne starte om vinteren. Hakkende. Edderkoppen vred sig og spjættede med de resterende ben. Målløs over situationen tog jeg fat om ét mere ben. Rev det af. Latteren blev højere og mere intensiv og tonen dybere. Basundyb. Da det femte ben blev adskilt fra kroppen, gav edderkoppen op på livet og krøllede sig sammen. Jeg fortsatte med at rive, indtil der ikke var flere ben tilbage. Kari brølgrinede vulgært. Den tandløse, overdimensionerede mund var et endeløst, sort hul.
”… HAN-NAH. HAN-NAH…”
Havde Kari virkelig lige sagt mit navn?
Og med ét ophørte latteren. Kari stak hovedet helt frem i spejlet.
”Vil du. Være. Lykkelig, HAN-NAH? Igen?” raspede Kari med et bredt, sygt smil. Giftigt glade mundvige helt op til tindingerne. ”Du skubbede, Hannah. Skubbede hende. Lucy. HA. HA. HAN-NAH…”
Kari lænede sig frem og tog fat i rammen til spejlet med sine otte aflange tudsefingre. Og kravlede ud til mig. Lammet af rædsel kunne jeg ikke gøre andet end at iagttage Kari, som nu sad på hug i håndvasken. Afslørede en flæsket mave slaskende mellem hendes lilla, vortebefængte lår. Jeg trak vejret i små, anspændte stød. De afskyvækkende øjne borede sig vej ind til min sjæls dybeste hemmeligheder. Inden jeg nåede at reagere, puttede Kari sine tommelfingre i min mund og borede de tre andre ind i mine kinder. Jeg skreg af smerte, mens Kari tvang min mund åben. Jeg kunne mærke mundvigene sprække. Og så … forsvandt hun. Ind i mig.
*
Plejepersonalet på Børnepsykiatrisk Center havde rullet kørestolen helt hen til vinduet, så ’jeg’ kunne kigge ud på gårdspladsen. Min krop. Ikke Karis. Alligevel var det Kari, der beboede min krop, og mig der nu blot var en utydelig refleksion i ruden. Kari smilede hånligt og stirrede fraværende gennem mine øjne. De arrede mundvige gjorde smilet endnu bredere.
Ved siden af sengen var der et lille rullebord. Der stod en plastikkop med vand i. Uret over sengen viste kvart over fem. Det var snart tid til dagens Insanotren.
Besøgstid. Mor kom ind ad døren. Hun havde blomster med, som hun stillede i en vase ved min seng. Hun var lige ved at vælte dem på gulvet, så meget rystede hun på hænderne. Hun græd lidt, selvom hun for min skyld kæmpede for at holde posituren.
”Har du haft en god dag, Hannah-skat?” spurgte hun med armene omkring min krop og ansigtet begravet i mit brune hår. Karis smil blev til en velkendt latter.
”HA. HA. HA. HAN-NAH…”
*
”Den der kommer sidst i vandet, er en stor, fed, klam tudse!” Jeg prikkede Lucy hårdt i siden og rejste mig op.
”Hannah, jeg ved ikke rigtig… Der er ret langt ned, og man kan ikke se bunden,” var Lucys modsvar. Hun rejste sig dog også og så ned på den rolige vandoverflade.
”Tudsetøs! Kom nu,” insisterede jeg.
”Hannah, jeg…” Lucy nåede ikke at fuldføre sætningen.
Jeg skubbede min søster. Lucy mistede fodfæstet og faldt baglæns tilbage ud over klippefremspringet. Hovedet først. Hun forsvandt for mit synsfelt på et splitsekund.
Jeg lo som jeg aldrig havde leet før. Lykkelig og euforisk. Det her måtte være den bedste sommer nogensinde. En sommer, som jeg aldrig ville glemme.
”Vent på mig, Lucy! Jeg kommer nu,” råbte jeg drillende, tog tilløb.
Og sprang.
