- Begyndelsen
Selvbiografisk blog-afsnit af Nicoline Kjærsgaard Møller
Skrevet år 2020
Depression. En 'usynlig' sygdom som alligevel er blandt de mest almindelige psykiske sygdomme. I foråret 2019 fik jeg stress og blev sidenhen diagnosticeret med moderat til svær depression. Min verden blev uigenkendelig og indhyllet i totalt mørke.
Jeg vil gerne understrege, at jeg på ingen måde er hverken læge eller psykolog. Denne blog-serie er udelukkende min rå, subjektive oplevelse med sygdommen. Formålet er at skabe forståelse for, hvordan sygdommen kan komme til udtryk og påvirke den syges liv samt selvfølgelig at dele min historie med andre, der har haft mørket inde på livet.
Velkommen til min Depressions-dagbog. Lad os sammen finde vej ud af mørket.
Drømmejobbet
Jeg havde grædt stort set hver dag i lidt over to uger. Ustyrlig, ukontrolleret gråd. Hver nat drømte jeg om alt det, jeg skulle huske at få ordnet den efterfølgende dag på mit job som assisterende leder i et fitnesscenter. Når jeg vågnede, havde jeg en knude i maven, inden jeg skulle på arbejde.
Det var mit drømmejob. Var. Siden jeg valgte at tage afsked med lærerfaget, som jeg er uddannet inden for, havde jeg arbejdet målrettet hen imod at kunne arbejde fuldtid inden for fitnessbranchen. Fitness var – og er stadig – en stor passion for mig. Jeg havde allerede flere års erfaring som holdinstruktør og besluttede at arbejde mig op fra bunden ved at tage en kombineret deltidsstilling som receptionist og holdinstruktør. Sidenhen blev jeg certificeret personlig træner. Jeg var flittig og engageret i virksomheden, og heldigvis gik det ikke uset hen. Der gik dårligt fem måneder, før jeg fik tilbudt en fuldtidsstilling som assisterende centerleder i et andet fitnesscenter. Jeg var stolt og simpelthen så lykkelig over, at min plan og nye jobdrøm var gået i opfyldelse.
... Men som du allerede har gættet, brast drømmen og forvandlede sig til et uoverskueligt mareridt med lange udsigter.
Mørket omslutter
Det var flere uheldige omstændigheder på mit job, som resulterede i, at jeg fik stress.
Stressen kom snigende, og i begyndelsen var symptomerne ikke særligt udtalte. Gradvist begyndte jeg at få problemer med hukommelsen, når jeg var på arbejde. Som tiden gik, var det til sidst sådan, at hvis jeg ikke metodisk skrev alle opgaver ned på en to-do-liste, ville det være long gone efter fem minutter. Følelsen af en knude i maven voksede sig større og større. Det gjorde fysisk ondt. Jeg følte mig som en elendig leder og havde konstant dårlig samvittighed, fordi jeg ikke havde tid til at fokusere så meget på personalepleje, som jeg gerne ville. Jeg blev kort for hovedet, og havde ingen overskud eller tålmodighed, når jeg skulle udøve medlemsservice. Jeg blev en grim person, syntes jeg selv. Jeg fik sværere og sværere ved at komme op om morgenen. Dagen var fuldstændig uoverskueligt. Jeg vil nærmest beskrive det som en følelse af kropslig lammelse eller at ’gå i baglås’. Jeg stoppede helt med at dyrke min træning, hvilket ellers havde været en fast del af mit liv de seneste år.
Når jeg kom hjem fra arbejde, var det eneste, jeg havde energi til, at lægge mig på sofaen. Jeg kunne ikke engang koncentrere mig om at se en film. Jeg lå bare i sofaen. Og græd, græd, græd … uden helt at kunne sætte ord på hvorfor. Jeg var slet ikke i tvivl om, at der var noget galt, men jeg vidste bare ikke hvad. Jeg kunne ikke længere genkende det menneske, jeg var blevet til. Hvem var jeg?
Mine omgivelser syntes farveløse og grå. Gøremål, der tidligere gjorde mig glad, føltes ligegyldige og formålsløse.
Jeg tog en enkelt sygedag for at få ro på maven. Det hjalp ikke.
I midten af maj måned 2019 ’beordrede’ min kæreste mig til sidst at tage til lægen.
En diagnose stilles
Med min kæreste ved min side tog jeg til lægen og fik med tårer i øjnene og dirrende hænder sat ord på den kropslige smerte og mørket, der havde pint mig gennem især den seneste måneds tid. Min læge tog det – til min overraskelse – meget alvorligt. Jeg havde hjemmefra forberedt en ’forsvars-tale’ inde i mit hoved, for jeg var sikker på, at han ville sige, at det bare var noget pjat, som jeg fandt på. Sikker på at han ikke ville tro mig.
Men nej.
Han lyttede til alle mine ord, anerkendte dem, analyserede …
Lægen drejede sin computerskærm over mod mig. Skærmen viste en slags test, og lægen bad mig bruge nogle minutter på at besvare, i hvor høj grad jeg var enig i testens forskellige udsagn. Jeg trykkede ’Godkend’, og et tal, jeg ikke vidste, hvad betød, poppede op på skærmen.
Min læge forklarede, at testresultatet tydede på, at jeg havde en moderat til svær depression, men at nu skulle vi lige se tiden an og holde øje med, hvordan symptomerne udviklede sig. I hvert fald havde jeg tydelige tegn på stress, og jeg blev foreløbigt sygemeldt i tre uger, hvorefter jeg skulle have en opfølgende samtale med lægen. Jeg var umådeligt taknemmelig for at blive taget seriøst.
Fosterstilling
Halvvejs inde i min første sygemelding fik jeg det en smule bedre. Det troede jeg i hvert fald. Nogle af de mest åbenlyse stress-symptomer, jeg havde haft, fik ikke længere sin næring i og med, at jeg ikke gik på arbejde.
... Men jeg var alene mange timer i løbet af dagen. Mit eneste selskab var mine selv-destruktive tanker, depressionen og mørket. Én tanke blev til flere.
”Jeg er værdiløs.”
”Jeg er en fiasko, en taber.”
”Jeg er en wannabe, der lyver for sig selv og andre.”
”Jeg er en byrde for min omverden og en fucking samfundsnasser.”
”Jeg fortjener ikke min kærestes kærlighed. Tænk sig at han gider døje med mig.”
”Jeg fortjener ikke at være til i denne verden.”
”Jeg burde bare stoppe med at trække vejret.”
"Jeg burde dø."
Da den først havde taget fart, fortsatte lavinen med at rulle.
Jeg lavede vitterligt ikke andet end at ligge, tænke og vente. Nogle dage spiste jeg ingenting, andre dage proppede jeg mig med fedt og sukker. Dagens højdepunkt var, når min kæreste kom hjem fra arbejde.
Efter noget tid føltes ikke engang min kærestes tilstedeværelse som et højdepunkt, selvom jeg har det skidt med at indrømme det.
Da de tre uger var gået, vendte jeg troligt tilbage til jobbet. Nu måtte jeg være kureret, tænkte jeg. Jeg syntes, at tre ugers sygemelding var pinligt lang tid, og at det var særdeles forkælet at blive væk fra sit arbejde så længe. Desværre blev det en rigtig uheldig oplevelse at vende tilbage til jobbet, og allerede efter knap halvanden uge måtte jeg sygemeldes igen – denne gang på ubestemt tid. Nu var der slet ingen tvivl. Jeg havde en depression.
Del din oplevelse
Du kan læse videre i min Depressions-dagbog i ’Min rejse ud af mørket #2’. Tusind tak fordi du læste med.
Jeg håber selvfølgelig, at min blog-serie kan appellere til andre, der befinder sig i en situation lig min egen, og give inspiration til, hvordan man finder vej ud af sygdommen. Det er så meget nemmere at finde vej, hvis man holder hinanden i hånden. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre historier fra din depression-dagbog. Del din oplevelse i en kommentar.
Hvordan startede dit sygdomsforløb / din bekendtes sygdomsforløb? Hvilke symptomer oplevede du / din bekendte?
Hvor lang tid gik der, før du / din bekendte søgte lægehjælp? Og blev du / vedkommende mødt med anerkendelse eller skepsis?
#mentalthelbred #sundlivsstil #depression #stress #usynligsygdom #psykisksygdom #samtaleterapi #hjælphinanden #deldinhistorie #dagbog #depressionsdagbog #psykolog #forfatterliv #personligtræner #livskriser #kvartvejskrise #minrejseudafmørket #selvbiografi #blogserie #blogafsnit #eksistentialisme #indredæmoner