Surrealistisk/absurd novelle af Nicoline Kjærsgaard Møller
Skrevet år 2019
Advarsel: Vulgært sprog, racisme, sexisme
Fuck, nogle lækre patter. En stribe af sved løb ned i mellem de runde, fyldige silikonebryster. Hendes pastellyserøde sports-bh var fugtig og blev nærmest gennemsigtig. Brystvorterne var kronisk stive mod det tætsiddende stof. Hendes leopardplettede pels gjorde hende fuldstændigt kneppe-klar. Selvom at squat rack’en var adskillelige meter fra løbebåndene i cardio-afdelingen, vidste han, at leopardinden i smug sendte blikke i hans retning. Tjekkede ham ud, mens hun porno-agtigt vrikkede med røven og inviterende svang med den slanke, lange hale fra side til side. Det gjorde alle kællingerne sgu. Holdt øje med ham.
Ferdinand pattede den sidste slat pre-workout i sig og gjorde klar til det sidste sæt. Fire gentagelser. Fuck ja! Han klaskede sin næve mod håndfladen og fnyste hårdt og kampklar, så den store metalring mellem hans næsebor blafrede sig som en flagvimpel i stiv kuling. Han placerede stangen på den øverste del af ryggen, trak den af rack’en og tog to anstrengte skridt fremad. Koffeinen pulserede energiberigende gennem hans årer. Nu var det tid. Han tog en dyb indånding, spændte mavemusklerne og skabte den abdominale modstand, der skulle til for at beskytte hans rygsøjle mod kollaps. Han bøjede i knæene på de massive ben og sænkede røven mod gulvet. Det var den lette halvdel af øvelsen. Nu skulle lortet op igen. Tyngdekraft, du er et svin. Et stort, fedt svin. Han pressede alt, hvad han kunne op gennem hælene. Hans tindinger pulsede af sted, og den testosteronduftende sved sprang hidsigt fra dem. Han åndede langsomt, langsomt ud, mens han sørgede for at opretholde den lige rygsøjle. Kontraktionskraften i hans forlår var fænomenal, og drev ham opad. Han gentog indtil alle fire gentagelser var gennemført; og så pressede han med et triumferende brøl en femte igennem med den sidste mængde utaknemlige ilt, han kunne tilbyde sin udmattede benmuskulatur. Han smækkede stangen tilbage i rack’en, så den metalliske lyd gav genlyd gennem hele centret. Flere ’træningsbobler’ bristede og folk i det fyldte træningscenter kiggede nysgerrigt i retning af støjen. Leopardinden blinkede til ham gennem lange, falske øjenvipper og kulsort eyeliner. Kællingerne ville ha’ ham, og stodderne ville være ham.
Det her var hans sted. Ferdinand var ’Jyngle Gym’. Ude i byen kaldte de ham ’Præmietyren’ eller ganske enkelt bare ’PT’. Med god grund. På væggene langs receptionen hang adskillige fotografier af ham fra vægtløftningsstævner og bodybuilding-konkurrencer. Overdådige guldmedaljer og kunstfærdigt udsmykkede pokaler i glasmontrer. Han var Jungle Gyms formand, stedets stolthed, den alle så op til, den alle efterlignede og spurgte til råds, han …
”Hold kæft, mand! Du er jo et bæst,” peb Fido, mens han ivrigt logrede med halen og ilede hen til Ferdinand. Ikke meget mere end en skide hundehvalp.
”4576 kg? Du er for vild! Skal jeg tage et billede af dig til din Instagram? Altså, ligesom i sidste uge? Jeg er temmelig sikker på, at du har lavet en ny PR,” fortsatte køteren bjæffende. Ferdinand ville ikke slippe af med Fido lige foreløbigt. Ynkelige idiot.
”Temmelig sikker?”
”Jeg mener … helt sikkert, selvfølgelig!”
”Tag det billede. Nu.”
For én gangs skyld fattede Fido hentydningen og holdt sin mund. Nok var han dummere end en kalkun, der havde fået hovedet kørt over af en vejtromle, men de fleste vidste alligevel godt, at man ikke skal stikke for meget til en olm tyr, før den ser rødt. Halsende og med tungen hængende ud af munden knipsede Fido det ene foto efter det andet alt imens, at Ferdinand poserede og fleksede sine overdimensionerede og opsigtsvækkende muskler. Arnold kunne godt pakke sit grej sammen og skride hjem til Østrig igen.
”Smut så.”
”Selvfølgelig. Ses vi i morgen, PT? Jeg sender billederne til dig Jeg sender billederne til dig med det samme, okay?”
Fido snuste med vibrerende næsebor, og de galsindede dufte, som Ferdinand udsendte, fik ham instinktivt til at stikke halen mellem benene og krybe væk med nedslået hoved. Der gik ikke mere end et par sekunder, før mobilen begyndte at brumme i Ferdinands lomme. Ynkelige idiot, tænkte han igen. Billederne blev straks delt på Instagram, og det væltede ind med likes. Ferdinand scrollede igennem for at se, hvem der havde liket. CardioQueen_6. I biografien stod navnet ’Panthera’. Leopardindens duck-facende ansigt dukkede op i myldret af ligegyldige bekendtskaber på telefonskærmen. Med det navn kunne hun ikke være andet end stripper.
Det fik ham til at kigge op fra telefonen og hen mod cardio-afdelingen. Ferdinand og Pantheras blikke mødtes. Glinsende af sved stoppede hun løbebåndet og begyndte med vuggende hofter at gå mod udgangen af ’Jungle Gym’-centret. Hun så sig en enkelt gang over skulderen; hendes øjne tiggede ham om sex. Selvom at Ferdinand kun lige var begyndt sin træningssession, fulgte han efter. Man må vel gøre sin pligt som mand.
*
Ferdinand kastede sin duffelbag op på disken i receptionen og lænede sig ind over den. Tog en grådig slurk af sin Energy Xpro, mens han tjekkede sin indbakke på mobilen. Syvogtyve ubesvarede beskeder fra Panthera. Fattede hun ikke snart, at han var færdig med hende? Præmietyren var der aldrig mere end én gang. Han havde allerede spottet FoxyMamafit som sin næste erobring.
Nu varede det sikkert ikke længe, før Fido Fuck-fjæs dukkede op. Ferdinand tog en slurk til. Og én mere. Og én til. Han så sig omkring, mens han tømte dåsen for de sidste dråber, kvaste den med sit jerngreb og kastede den i retningen af skraldespanden. Ramte forbi. Var pisseligeglad.
Hvor fanden er Fido? Ferdinand scannede skulende lokalet. Fik øje på to fede, svedende svin – en orne og hans kvalmende vulkede kone – vraltende på trædemøllen. Føj for satan. På tide at de kom i gang med det. Ornen havde tydeligvis problemer med at indstille maskinen. Den uvidende nar skulle bare trykke ’Bekræft’. Ferdinand plejede aldrig at nå at drikke hele sin Xpro, før Fido dukkede op og tiggede om hans opmærksomhed. Fido var her altid, når ’Præmietyren’ kom ind ad den automatiske skydedør. Fido var hans lille ’fangirl’, hans … HVAD FANDEN?
”… Så trækker du bare langsomt og kontrolleret vægten ind mod brystet.”
”Sådan her?” bjæffede Fidos velkendte stemme.
”Ja, det ser helt fint ud. Og så holder du bare igen alt hvad du kan på vejen tilbage, mens du trækker vejret ind.” Accenten var italiensk. Tilhørte en skide spaghettineger.
”Gjorde jeg det rigtigt nok?”
”Det så skidegodt ud, bro,” anerkendte den ukendte stemme.
”Tak. Du er altså bare en vildt go’ PT’er.”
”Du er go’.”
Ferdinand rundede hjørnet, hvorfra stemmerne kom. Fido sad på rygmaskinens sæde. Ved siden af sad en fyr, som Ferdinand aldrig før havde set, på knæ, mens han bekræftende lagde hånden på Fidos skulder. En hingst. Veltrænet. Selvfølgelig langt fra så stor som Ferdinand selv, men ja … absolut veltrænet. Masser af lean muscle på ham. Han havde ret tydelige årer henover biceps og skuldre. Ryg som en fucking Dorito. Hvad lavede den enhjørning i hans gym? Ferdinand kunne mærke lysten til at spidde huller i idioten med sine horn og kyle ham med hovedet først ud gennem skydedøren, som han var kommet ind ad.
”Åh, hej PT!” råbte Fido. Han næsten dryptissede af begejstring.
Ferdinand svarede ikke, men gik alligevel hen imod de to.
”Ferdinand, det her er min ven, j-jeg mener min personlige træner, Matteo,” jappede Fido og pegede to ’fingerpistoler’ i retning af hingsten.
”Ven først og fremmest. PT’er i anden række,” prustede Matteo og gav smilende Fidos skulder et fast klem.
Fido rødmede af stolthed. Så rullede lavinen: ”Matteo er tidligere 100-meterløber og track runner, men så fik han en knæskade, og så kunne han ikke sprinte mere, hvilket gjorde ham rigtig deprimeret, fordi han ikke længere fik sine endorfiner og runners high, men så fandt han sig selv igen i hypertrofisk styrketræning, som er anderledes end den træning, vi plejer at lave sammen, jeg mener du plejer at lave, og han har efterhånden fået genoptrænet muskulaturen omkring knæleddet, så han kan løbe igen, og hans historie er bare så sygt inspirerende og dyrk lige den ryg dér! Det er virkelig goals. Nu er han så blevet ansat som Jungle Gym’s nye personlig træner, og han er bare den mest professionelle PT’er jeg nogensinde har haft…” Matteo slog en rullende, skinger hestelatter op og lagde armen rundt om Fidos smalle skuldre. De fistbumpede.
”Aha. Jeg ved udmærket godt, hvad hypertrofi er.”
”Selvfølgelig, Ferdinand. Hvor er det bare nice, at I endelig møder hinanden.”, vuffede Fido.
Ferdinand kunne mærke, hvordan det begyndte at buldre i hans bryst. Hans blod var tæt på at koge over, og et filter af rødt kom flimrende frem foran hans øjne. Begyndte at langsomt at sløre hans blik. I dét her center var der kun én PT’er, og den PT’er var ham. Ferdinand. Præmietyren. Hans brystkasse hævede og sænkede sig hidsigt.
”I burde seriøst prøve at træne sammen, I er jo nogle bæster begge to” fortsatte Fido.
”Jeg tror ikke, at føllet her ved, hvad de vil sige rykke de kilo, jeg gør,” sagde Ferdinand. Han forventede, at den kommentar ville lukke samtalen, men Matteo svarede prompte med et glimt i øjet og et lidt for kækt smil:
”Jeg tror ikke, kalven her ved, hvad det vil sige at runne track.”
Ferdinand nedstirrede Matteo, men ulig alle andre, Ferdinand havde mødt, fastholdt Matteo blikket.
”Jeg foreslår en trænings-battle. For venskabets og sportsåndens skyld,” fortsatte han.
Ferdinand fnyste olmt og knugede næverne: ”Der bliver ikke meget kamp over det.”
”Nå, ikke? Kom an.”
Den hest var fandeme ikke så lidt fræk. Mellem dem sad Fido og kiggede både nervøst og spændt skiftevis fra den ene til den anden. Han kunne ikke dy sig længere: ”Hvad med at lave en trekamp? En disciplin fra hver jeres styrkeområde … Dødløft og løbetest! Og den tredje disciplin kunne være … push ups?”
Matteo rakte hånden frem. Ferdinand greb den modvilligt. Han blev nødt til at acceptere udfordringen. Han klemte til.
*
Fidos Instagram-story havde lokket mange flere til, end der egentlig var plads til i træningslokalerne. Men hvem ville gå glip af århundredets træningsdyst? Der herskede ren junglelov i Jungle Gym i dag. Første disciplin var dødløft; den, der kunne løfte tungest, vandt.
’Enhjørningen’ havde løftet mere end forventeligt. Matteos slanke, fedtreducerede krop var ikke desto mindre et tætspundet net af muskler. Ferdinand stillede sig med klovene halvvejs inde under stangen. Han var på hjemmebane og tog et selvsikkert greb om stangen. Der var så mange vægte på stangen, at de måtte holdes fast med kraftige elastikker. Han gav publikum et sidste overlegent blik, ind han sugede vejret ind. Pressede alt hvad han kunne op igennem hælene. Der stod flammer ud af hans næsebor i ren anstrengelse. Han skød hoften fremad, indtil vægten var helt oppe. Han brølede triumferende. Showet var ikke ovre. Ferdinands ego ernærede sig af tilskuernes overraskede, jublende, mistroiske, misundelige, betagede ansigtsudtryk. I en sidste kraftanstrengelse svang han vægten op over hovedet i strakte arme. Bare fordi han kunne. Sejren var hans.
”Imponerende,” sagde Matteo gennem et anerkendende hestesmil.
”Hmpf.”
Anden disciplin var en kadencetest på løbebåndet. Mens hastigheden gradvist blev sat op hvert 30. sekund, skulle kadencen forblive den samme. Hvis den kom under hundred, havde man tabt. Matteo varmede op med knærulninger og hasespark. Tsk. Opvarmning er for bøsser. De to duellanter stillede sig klar på hvert sit løbebånd. Fido agerede kommentator. Et eller andet fjols havde givet ham en mikrofon, han kunne galpe ind i: ”… det starter stille og roligt ud for vores to konkurrencedeltagere. Begge har et godt jævnt tempo, og de følger begge trop…” Nemt, mand.
Men som minutterne skred frem, kom Ferdinands massive krop til at føles tungere og tungere. Han kiggede nervøst over på Matteo. Den skævbenede krikke ikke så meget som pustede. Vidste man ikke bedre, ville man aldrig have gættet, at han havde en knæskade. Stædigheden vældede op i Ferdinand. Fandeme nej om han skulle tabe til den arrogante nar!
”… uh ha, Præmietyrens kadence var et kort øjeblik nede på hundred og to, men det ser ud til, at han får kæmpet sig op på et stabilt tempo igen. Kan han klare skærene mod Jungle Gyms nye personlige træner? Kan han overvinde den tidligere professionelle track runner, Matteo? Kan han sikre sin anden sejr i dagens trekamp? Hastigheden er nu oppe på 46 km/t, mine damer og herrer. Normalt kan okser i gennemsnit løbe 40 km/t. Det er jo et pragteksemplar af en tyr, vi har med os i dag! Kære publikum, overværelsen af denne kamp er gudmægtig, den er…” plabrede Fido videre.
Åh, så hold… dog… kæft, tænkte Ferdinand udmattet. Han trak vejret i små hidsige stød. Der var simpelthen ikke luft nok, ikke …
Han vred om på kloven, og benet knækkede sammen under hans vægt. Med knapt 50 km/t slyngede løbebåndet ham bagud som et tonstungt missil. En flok snakkesagelige papegøjer i tilskuermængden nåede kun lige at flyve væk, inden de blev torpederet at kødbomben, der med et brag ramte væggen, så hans adskillige konkurrence- og poseringsfotografier med ramlede ned ved siden af ham. Chokerede gisp fra tilskuermængden.
”… så for dælen, folkens! Tilkald en læge! Vores højtelskede PT har brug for assistance. Ih, bare han dog ikke er kommet noget til! Hvad er vores center uden ham, hvad er Jungle Gym uden Præmietyren? Det er hjerteskærende og næsten ikke til at holde ud. Men fat mod, kære publikum, vi må ikke miste håbet for vores elskede…”
Ferdinand rørte sit ømme baghoved. En tennisboldstor bule var allerede poppet op. Sammenstødet med murstensvæggen havde gjort ham en anelse svimmel. Matteo løb på lette ben over til ham, rakte en arm frem.
”Er du okay, mand?”
Ferdinand svarede ikke. Skar tænder.
”Godt kæmpet ellers. Hey, du bløder lidt. Lad os finde noget forbinding i førstehjælpskassen under receptionsdisken…”
”Jeg skal fandeme ikke have noget forbinding på.”
”Sådan. Du er sgu en mand. En rigtig mand.” Matteo slog hovedet tilbage, så hans pomadeklistrede italienernudelhårsmanke blottede hans symmetriske ansigt. Et par kællinger sukkede af forelskelse.
”Jeg kan godt selv komme op. Flyt dig.” Ferdinand kom besværet op at stå mellem murbrokker og stykker af knust glas. Publikum hujede og klappede. Deres helt var i live.
Det var blevet tid til den tredje og afgørende disciplin; push ups. Den, der kunne tage flest gentagelser, vandt. Gav man op undervejs, tabte man. Ferdinands brystparti var lige så bredt som et fodertrug, og han havde overarme som træstammer. Selvom at Matteo var langt slankere, bestod hans krop af næsten ren muskel. Fido piskede en stemning op blandt det engagerede publikum. Et par teenagepiger var trukket i tætsiddende og afslørende cheerleader-outfits og dansede rundt med glitrende pomponer.
Atleterne gjorde sig klar i plankeposition. Fido satte tiden i gang. Ferdinand lukkede alt omkring sig ude, klemte øjnene sammen. Tænkte udelukkende på at presse op gennem håndfladen og klemme til med triceps. Hans krop var en maskine. Han trak vejret rytmisk ind gennem næsen og ud gennem munden. Han var den stærkeste i Jungle Gym. Han var uovervindelig, han…
Men en tung krop er ikke nødvendigvis den stærkeste krop, når det handler om muskeludholdenhed. Ferdinand fortsatte, men han blev nødt til at sænke tempoet for at få vejrtrækningen til at følge med.
”… 36, 37, 38, 39…” råbte Fido ind i sin mikrofon. Opfordrede publikum til at tælle med.
Hold kæft, køter.
”… 50, 51, 52…”
Hold så kæft.
”… 78, 79, 80, 81…”
Ferdinands arme dirrede og sved.
”… det ser ud til at, at PT er ved at falde lidt bagud. Kom så PT, du kan godt! 94, 95…”
Jeg slår ham fandeme ihjel.
”… 115, 116… Kom så, kæmp for det, drenge! 122, 123, 124…”
Ferdinand følte en jagende smerte i højre bryst, som han ignorerede.
”… publikum, vis lige vores drenge lidt kærlighed, ik’? Kæft, de gør det godt. De er fænomenale! 196, 197, 198…”
Et voldsomt smæld i brystet fik Ferdinand til at kollapse. Der var ingen tvivl; overrevet pectoralis major. Overrevet karriere. Overrevet livsgrundlag. Matteo høvlede videre.
”Mine damer og herrer, vi har en vinder!” Fido hoppede op og ned. Publikums klapsalver var dræbende pistolskud mod Ferdinands trommehinder.
”Alle sammen, giv lige Matteo en hånd! Vinder af Jungle Gyms trekamp.”
Folk stimlede sammen om Matteo. Lykønskninger regnede ned over det italienske vidunder. FoxyMamafit fik skrevet en autograf henover brysterne. Blitzende mobiler, der tog Insta-selfies med vinderen til dagens story …
Ferdinand betragtede vanviddet gennem sit røde slør. En sitren bredte sig gennem hans krop fra klovene og op. Ingen havde øje for, hvor han var, eller hvad han fortog sig. Han stavrede hen til receptionen og stillede sig foran glasmontren med alle hans pokaler. Knyttede næven på den raske arm og slog til glasset, så det splintredes. Lyden druknede i folkemængdens sejrssange for Matteo. Ferdinand greb fat om guldpokalen øverst oppe. Betragtede den. Inskriptionen sagde ’J.G. Strongman Championship 2018 - Ferdinand’. Han vendte rundt. Masede sig igennem mylderet af forskellige dyrearter, der stod omkring Matteo. Man skulle fucking tro, at det var vandhullet ved tørketid.
”Ferdinand, min ven! Mange tak for kampen.” Matteo smilede og vrinskede.
Ferdinand strammede grebet om pokalen. Slog så til med al kraft. Smadrede det gyldne metal ind i hestesmilet og pløjede munden for de lige, perfekte tænder. Matteo faldt til jorden. Fucking enhjørning. Italienske pik. Han bøjede sig ned over Matteo, der stønnede af overraskelse og smerte. Han lå i fosterstilling og forsøgte at beskytte sit ansigt. Ferdinand svang igen. Og igen. Skrigende af rædsel flygtede Fido, de fede svin, cheerleaderne, FoxyMamafit, papegøjerne og alle de andre dyr ud af fitnesscentret. Ferdinand blev ved med at tæske guldpokalen ind i hingstens hoved, indtil det til sidst var fuldstændigt uigenkendeligt. Han slog og slog og slog. Ferdinand ænsede ikke blodet, der sprøjtede ud i kaskader. Han havde set rødt for længe.
*
Ferdinand sad med lukkede øjne ved siden af Matteos lig. Knugede pokalen ind til sig. Der var stille. Centret lå fuldstændig øde hen.
”Der er kun plads til en PT i det her center,” mumlede han for sig selv.
Uden for var mørket faldet på. Normalt ville de nataktive dyr begynde at komme for at træne nu. På lydløse poter sneg en skikkelse sig nærmere. Ferdinand mærkede ikke hendes tilstedeværelse, før hun var helt tæt på. Ferdinand slog øjnene op.
”Panthera?”
”Nå, så du kan godt huske mit navn?”
Det svarede Ferdinand ikke på.
”Ja, jeg har jo efterladt dig en besked eller to.”
Kællingerne ville ha’ ham, og stodderne ville være ham.
”Det var jo bare sex, Panthera.”
”Ja. Bare sex. Men jeg bestemmer, når det er ovre.”
”Panthera…”
”Du har tydeligvis ikke fattet, at jeg er det eneste rovdyr af os to. Og jeg kan smage blod i min mund.”
Pantheras spidse kløer flænsede luften.
